Om-sorgen.dk

Du er her: Velkommen Min historie
søndag den19august 2018

Min historie

Lynet ramte mig for alvor i 2009. I ni måneder havde jeg gået og ventet på barn nummer to. En morgen kunne jeg ikke mærke liv i maven og blev selvfølgelig urolig, men det er jo meget normalt omkring terminen - og jeg var endda gået fire dage over tiden. Jeg valgte alligevel at blive scannet for en sikkerheds skyld...

"Desværre", sagde lægen. Jeg blev tom indeni og kiggede blot på det mørke og stille scanningsbillede - helt uden hjerteblink. Det kunne ikke passe - det måtte bare ikke ske! Men det var sket...

Livet ændrede sig for mig. Personligt ændrede jeg mig også - jeg lærte lige pludselig en hel del om livet - jeg blev ufrivilligt plantet i livets skole på højniveau. 

Jeg tog dog hurtigt den beslutning, at jeg var nødsaget til at skabe en mening ud af dette meningsløse mareridt. Derfor blev jeg uddannet som frivillig medarbejder hos Landsforeningen Spædbarnsdød, som gav mig en uddannelse i sorg og kommunikation og stor erfaring i at tale med mennesker i sorg.

Det er nu blevet min passion at hjælpe andre igennem deres sorg. Og det er ikke kun mennesker, der har mistet spædbørn, men alle der mister - det kan være, du har mistet din ægtefælle, forældre, et større barn eller en anden, der betyder rigtig meget for dig. 

Livet er stort og noget ganske særligt. Det er vigtigt at genfinde troen på livet i sorgprocessen, men det kan være en hård vej. Jeg kan hjælpe med at finde vejen.

Tøv endelig ikke med at kontakte mig - hvad enten du er sørgende eller pårørende. Jeg holder også foredrag og skriver artikler, så andre kan få glæde af min erfaring og viden i forbindelse med det at miste. 

Viktor

Viktor stregtegning til hjemmeside 2