Om-sorgen.dk

Du er her: Velkommen Nyt fra om-sorgen.dk
mandag den08august 2022

Nyt fra om-sorgen.dk

To artikler til Landsforeningen Liv & Død

Landsforeningen Liv & Død har fået en ny temaside om sorg. Foreningen arbejder bl.a. for at sikre alle mennesker en værdig afslutning på livet, at hjælpe mennesker med at få deres sidste vilje opfyldt, at nedbryde tabuet omkring døden og at informere om forhold i forbindelse med død og begravelse. Du kan finde deres nye temaside ved at følge dette link.

Jeg har bidraget med to artikler til denne side. Jeg er meget taknemmelig for, at Landsforeningen Liv & Død kan gøre brug af min erfaring til at sætte fokus på sorg og være med til at nedbryde tabuet om døden. Den ene artikel er min personlige beretning om, da jeg mistede min lille søn, Viktor, og hvad det har af betydning for mit liv den dag i dag. Denne artikel kan du læse her. Den anden artikel handler om omgivelsernes reaktioner, hvori jeg også skriver lidt om, hvad du kan sige og gøre, hvis en person i din omgangskreds mister én, som han eller hun elsker. Denne artikel finder du her.

Har du en handlingsplan, hvis sorgen rammer din medarbejder?

En reaktion på sorg kan have mange forskellige udtryk, og det kan være enormt svært at navigere i for omgivelserne til den sorgramte. Hvad kan og skal man sige eller ikke sige? Skal man gøre noget eller ej? Hvordan skal arbejdsgiver og kolleger modtage den sorgramte, når vedkommende kommer tilbage på arbejde? Dette er blot et eksempel på en masse spørgsmål, der opstår, når en medarbejder mister.

Jeg har skrevet en artikel til Månedsmagasinet Erhverv-Fyn om netop dette emne, idet jeg rådgiver virksomheder i håndtering af situationer med sorgramte medarbejdere. Læs den her.

Kontakt mig gerne for en uforpligtende snak på tlf.: 4076 6041.

Vi vil være klogere - også på emner, der er svære...

Danmark har udviklet sig til at være et videns-samfund. Hvis vi ikke selv giver viden, så søger vi viden – og det er om alt muligt. Vi uddanner os, deltager på diverse kurser og lytter til foredrag. Og det gælder også emner, der er svære at tale om – eller måske ligefrem tabubelagte.

Ud af sorg kommer livet og lykken. Dette er et blandt mange centrale budskaber i mine foredrag og artikler.

Jeg tilrettelægger foredrag og skriver artikler efter målgruppens eller dine ønsker. Dette kan du læse mere om i denne artikel, som er skrevet til det aktuelle nummer af Månedsmagasinet Erhverv-Fyn. Hele magasinet finder du her - du finder min artikel på side 23.

Liv&Død Prisen overrakt til Landsforeningen Spædbarnsdød

Landsforeningen Spædbarnsdød modtog i dag Liv&Død Prisen ved en festlig reception. Læs mere her.

Stort tillykke til en fantastisk forening, der yder en enorm stor og prisværdig indsats for de forældre, der mister et spædbarn.

Konference om spædbarnsdød og familier i sorg

Jeg har i dag været på Rigshospitalet og deltaget i en meget givtig og spændende konference arrangeret af Landsforeningen Spædbarnsdød og Jordemoderforeningen.

Psykologer, forskere og jordemødre var indbudt til at undervise os. Vi blev opdateret på den nyeste forskning inden for sorg og sorgreaktioner, herunder hvordan man bedst muligt hjælper sørgende og forebygger komplicerede sorgreaktioner. Det var en meget lærerig og inspirerende konference.

Stor tak til Landsforeningen Spædbarnsdød og Jordemoderforeningen for en rigtig god dag med høj faglighed.